DBU skal i dag vedtage nye regler for fodboldagenter, men allerede inden det sker, møder reglerne og tilblivelsesprocessen kritik fra klubber og agenter.
Et eller andet sted, skal folk have lov til ikke at have en holdning og derved ikke svare. Det bliver dog problematisk, når politikerne og organisationer gemmer sig bag sætningen “Nej, tak”. Er bange for at det eneste alternativ er, at medierne simpelthen lader være med at invitere dem ind, der ikke vil svare, og så bruge kræfterne på at udstille dem uden modsvar. Så kan de jo banke på, hvis de er uenige.
Det har nok heller ikke nogen effekt. Så flytter man nok modsvaret fra politikkerne/organisationerne over på Twitter/X/Facebook/whatever ekkokammer de måtte bruge. Så er vi lige vidt. Den demokratiske samtale har det svært. Bliver helt deprimeret af at skrive det her.
Det er selvfølgelig langt mere komplekst, end, hvad jeg kan fremstille her på tekst.
Ja, jeg er helt enig, jeg får formuleret det temmelig firkantet. Jeg ville nemlig samtidig ønske at flere - specielt politikere - svarede: “det ved jeg ikke og jeg vil gerne have lov til at sætte mig ind i det, inden jeg svarer.”
For mig hænger det sammen med offentlighedsloven, som har gjort det sværere for journalister og borgere at kigge organisationer/politikerne i kortene. Hvis der ikke er nogen, som vil stille op, eller kun sender embedsmændssvar uden substans, er der i dag ikke meget at gøre. Men det selvfølgelig mere komplekst, som du siger.
Jeg er af samme overbevisning, at ændringen af offentlighedsloven samt manglende evne til at sige “det ved jeg ikke, jeg vender tilbage”, giver et problematisk udgangspunkt for en politisk samtale. Omvendt synes jeg også medierne har en tendens til at komplekse sager skal kunne serveres fuldt oplyst i en podcast på 15 minutter, og så en ny sag dagen efter. Det er en svær præmis, hvis politikkerne skal kunne sige “jeg vender tilbage”.
Tempoet er generelt alt for højt i min optik. Vi skal nå for meget på for kort tid med for få ressourcer.
Et eller andet sted, skal folk have lov til ikke at have en holdning og derved ikke svare. Det bliver dog problematisk, når politikerne og organisationer gemmer sig bag sætningen “Nej, tak”. Er bange for at det eneste alternativ er, at medierne simpelthen lader være med at invitere dem ind, der ikke vil svare, og så bruge kræfterne på at udstille dem uden modsvar. Så kan de jo banke på, hvis de er uenige.
Det har nok heller ikke nogen effekt. Så flytter man nok modsvaret fra politikkerne/organisationerne over på Twitter/X/Facebook/whatever ekkokammer de måtte bruge. Så er vi lige vidt. Den demokratiske samtale har det svært. Bliver helt deprimeret af at skrive det her.
Det er selvfølgelig langt mere komplekst, end, hvad jeg kan fremstille her på tekst.
Ja, jeg er helt enig, jeg får formuleret det temmelig firkantet. Jeg ville nemlig samtidig ønske at flere - specielt politikere - svarede: “det ved jeg ikke og jeg vil gerne have lov til at sætte mig ind i det, inden jeg svarer.”
For mig hænger det sammen med offentlighedsloven, som har gjort det sværere for journalister og borgere at kigge organisationer/politikerne i kortene. Hvis der ikke er nogen, som vil stille op, eller kun sender embedsmændssvar uden substans, er der i dag ikke meget at gøre. Men det selvfølgelig mere komplekst, som du siger.
Jeg er af samme overbevisning, at ændringen af offentlighedsloven samt manglende evne til at sige “det ved jeg ikke, jeg vender tilbage”, giver et problematisk udgangspunkt for en politisk samtale. Omvendt synes jeg også medierne har en tendens til at komplekse sager skal kunne serveres fuldt oplyst i en podcast på 15 minutter, og så en ny sag dagen efter. Det er en svær præmis, hvis politikkerne skal kunne sige “jeg vender tilbage”.
Tempoet er generelt alt for højt i min optik. Vi skal nå for meget på for kort tid med for få ressourcer.
Jeg ved ikke, hvordan vi løser det 🤷🏻♂️